Diverse
Så er der gang i fodbolden igen
Foråret er over os – det lysner på og udenfor banerne.
Så er der gang i fodbolden igen
Foråret er over os – det lysner på og udenfor banerne.
Af: Flemming Bjerre
Glæden var stor i de mange samarbejdsklubber, da regeringen ændrede forsamlingsforbuddet, så der nu igen kan trænes og spilles kampe rundt i klubberne. Flere klubber gik i gang allerede i sidste uge, mens andre har ventet til denne uge for at være sikker på at have styr på de restriktioner, der trods alt stadig er gældende.
Mange har benyttet sig af muligheden for hjemmetræningsprogrammer fra FCM Klubsamarbejdet eller af andre programmer udarbejdet af de mange ildsjæle rundt i klubberne. Det har helt klart gjort stor gavn, men intet slår nu at kunne vende tilbage til boldbanerne med kammeraterne.
Vi tog kontakt til en række klubber for at høre, hvordan de er kommet i gang, og hvad spillerne siger til igen at komme ud og trille med en bold.
- Det er lige som at sætte økologiske køer på græs, lyder det næsten enstemmigt fra klubberne.
Længslen efter legen med bolden og det fællesskab, der er forbundet med at spille fodbold med kammeraterne, har været stor. Banerne har runget af højlydt latter og spilleglæde. For flere har det været første gang, man har kunnet mødes, da selv skolerne har været lukket land for mange. En af de klubber, der har været hurtige til at få gang i fodbolden er Gauerslund IF. Anders Thorbøl Andersen fortæller:
- Det er fedt at se folk på anlægget. Folk er glade, der er god stemning og smil på alle læber.
Nye som gamle spillere er mødt op
Det er flere steder lykkedes at få tidligere spillere i gang igen, så det bliver spændende at se, om det kan lykkes at fastholde nogle af de spillere, der tidligere har spillet og igen er dukket op på træningsbanerne.
- Vi har været spændte på, om Coronapausen ville medføre et frafald af spillere, men det ser heldigvis ikke ud til at være tilfældet – snarere tværtimod, udtaler Søren Guldager, der er formand i Tarm IF.
Foråret er over os, og der er atter liv på banerne til stor glæde for de mange spillere rundt i klubberne.
Vi vil i en senere artikel fortælle mere om, hvordan de har grebet opstarten an i en af vores nordligste samarbejdsklubber, IF Nordthy.
Foto: Billedet er fra Tarm IF, venligst fremsendt af klubbens formand, Søren Guldager.