Samarbejdsklubber
Ny ung formand i samarbejdsklubben Grindsted GIF
Mathias ”Vips” Landén Jeppesen er som blot 19-årig valgt som ny formand i Grindsted.
Af: Flemming Bjerre
Vi har talt med en af de mange unge mennesker, der er at finde i samarbejdsklubberne - Mathias Landén Jeppesen fra Grindsted GIF. Mathias adskiller sig fra mængden ved i en tidlig alder ikke blot at fungere som træner, men også at deltage i det frivillige arbejde i klubben på en række andre områder. Herudover er Mathias også selv aktiv som spiller på Grindsteds førstehold i Serie 2.
Og nu kan Mathias som blot 19-årig også kalde sig formand for Grindsted GIF Fodbold efter at have siddet i bestyrelsen de forudgående 2-3 år. Da klubben i maj skulle have ny formand, valgte bestyrelsen at pege på Mathias som ny formand.
Hvem er Mathias ”Vips”?
Det hele startede for 7 år siden, da Mathias blev hjælpetræner for et børnehold i klubben. Mathias sugede til sig og blev senere cheftræner. For mange ville trænergerningen i sig selv være tilstrækkeligt, men Mathias har løbende taget nye opgaver på sig, og for nogle år siden blev Mathias tilknyttet Talent Billund som træner og fodboldansvarlig.
I 2020 startede Mathias som ungdomskonsulent i Grindsted GIF, hvor opgaverne lyder på at være bindeled mellem klubben og trænerne, værne om de frivillige trænere og udvikle dem som trænere, både fagligt og pædagogisk. Mathias hjælper med at planlægge træning, observere træning og kamp samt forældrehåndtering. Som udviklingskonsulent har Mathias varetaget nogle af de opgaver, en formand normalt ville tage sig af.
Fodbold betyder med egne ord alt for Mathias. Sideløbende med de mange kasketter i Grindsted GIF, laver Mathias freestylefodbold og tilbød som en af de første onlineundervisning.
Mathias blev for et år siden færdig på handelsskolen og har efterfølgende haft et sabbatår, hvor han dog også har fungeret som lærervikar på Grindsted Privatskole.
- Jeg har et stort ønske om at gå trænervejen som træner eller udviklingskonsulent. Jeg vil gerne lære fra mig, inspirere og motivere, fortæller Mathias.
Målene for Mathias og den nye bestyrelse
Mathias var som tidligere nævnt allerede en del af bestyrelsen i forvejen, så bestyrelsesopgaverne i en klub af Grindsteds størrelse er trods alt ikke fremmed for ham. Der var i forvejen lavet et godt stykke arbejde i klubben med en række velfungerende udvalg, som Mathias og bestyrelsen ønsker at videreføre og synliggøre endnu bedre.
- Det er vigtigt for mig, at vi får fremhævet de mange frivillige i klubben - at de får den nødvendige opbakning og velfortjente skulderklap.
- Vi har fået startet en ny erhvervsklub, som også er vigtig for os for alvor at få til at fungere.
- Jeg er ung, så jeg håber at kunne bidrage med nytænkning, fortæller Mathias.
Med de mange bolde i luften, har Mathias fingeren på pulsen i klubben og vil nemmere kunne opfange, hvis der skulle opstå utilfredshed, eller nogen i klubben har brug for noget.
Mathias glæder sig helt vildt til at få sat struktur på opgaverne, hvilke han selv skal løse, og hvilke der skal uddelegeres.
- Jeg har nogle gode folk omkring mig i klubben og bestyrelsen. Jeg kommer sikkert til at begå fejl, men det skal der være plads til. Jeg vil gerne prøve nogle ting af og har 100% opbakning fra bestyrelsen, slutter Mathias.
Vi ønsker Mathias og resten af bestyrelsen held og lykke med arbejdet i Grindsted GIF.