Fodboldudvalg
Ny artikelserie - Fokus på Fodboldudvalget i FCM Klubsamarbejdet
Den første vi har talt med, er Henrik Madsen fra Tangsø FS, der gennem de seneste 4 år har været en del af Fodboldudvalget.
Af Flemming Bjerre
Vi vil i en ny artikelserie sætte fokus på de 6 FCM Klubrepræsentanter, der sidder i FCM Klubsamarbejdets Fodboldudvalg. De repræsenterer hver ét af de 6 geografiske områder i FCM Klubsamarbejdet. Afslutningsvis runder vi af med en snak med formanden for fodboldudvalget, Michael Koch fra Brande IF.
Vi lægger ud med Henrik Madsen fra Tangsø FS, der repræsenterer område 2, der dækker over samarbejdsklubber omkring Holstebro, Struer og Lemvig. Tangsø FS hører hjemme i Bækmarksbro i det vestjyske og er en flerstrenget forening, der udover fodbold også byder på bl.a. håndbold, badminton, gymnastik og svømning.
Tangsø FS er Henriks barndomsklub, og han er fra årsskiftet vendt tilbage til klubben efter i en periode på 10 år at have været en del af foreningslivet i Ramme-Lomborg, hvor Henrik selv i flere år slog sine folder som seniorspiller.
- Jeg har været frivillig gennem de seneste 35 år, og har haft en lang række af roller. Jeg har i Tangsø FS siddet i fodboldudvalget, men også været formand for badmintonudvalget og tilknyttet svømmeafdelingen som livredder, fortæller Henrik Madsen.
- Jeg valgte for 10 år siden at tage imod et tilbud fra Ramme-Lomborg IF om at blive klubkonsulent. Ramme-Lomborg IF er også en del af FCM Klubsamarbejdet og er en meget velfungerende forening. Jeg har været meget glad for min tid i klubben, men da der var bud efter mig fra barndomsklubben Tangsø FS, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige tidspunkt at vende tilbage, uddyber Henrik Madsen.
Værdien af det frivillige arbejde
Henrik Madsen er ny klubkonsulent i Tangsø FS. Når man som Henrik har deltaget i det frivillige arbejde i så mange år, må der være en række ting, der giver værdi, og det kan Henrik Madsen også klart tilslutte sig:
- Det giver et rigtigt godt netværk at være frivillig, og jeg har fået en række gode relationer til forældre og andre frivillige. Herudover giver det en stor glæde at gøre noget for lokalsamfundet - at starte noget op, især når tingene lykkes. Jeg har en søn og svigerdatter i byen, så det er vigtigt for mig, at byen kan byde på et velfungerende foreningsliv, fortæller Henrik.
Henrik oplyser, at der er kommet en yngre centerleder til i Tangsø Centret og nogle gode nye folk i hovedbestyrelsen i Tangsø FS, siden han senest var i klubben, så det var nemt at finde sig tilpas:
- Jeg kunne fra dag 1 mærke, at det var det rigtige at vende tilbage, og jeg glæder mig til at yde en indsats for klubben. Samtidig er jeg glad for, at jeg også kan fortsætte mit arbejde i fodboldudvalget i FCM Klubsamarbejdet, som jeg har været en del af de seneste 4 år, fortsætter Henrik Madsen.
- Det er superspændende at være en del af FCM Klubsamarbejdet. Jeg er meget glad for at være med til at skabe udvikling. Især når man som jeg er brændende FCM-tilhænger, slutter Henrik Madsen.