Heiselberg vender tilbage til hjemstavnen: - Jeg glæder mig helt vildt
Sommerens første testkamp byder på et gensyn med Frederik Heiselbergs barndomsklub Tarm IF. Den unge angriber glæder sig til at komme i kamp efter en skadesplaget sæson.
I anledningen af, at samarbejdsklubben Tarm IF fylder 125 år, spiller FC Midtjylland sin første træningskamp i opstarten på Tarm Stadion.
Det sker lørdag eftermiddag, hvor FCM møder OB. For den 19-årige angriber Frederik Heiselberg bliver det en speciel oplevelse, idet han spillede i samarbejdsklubberne Strellev Lyne GU og Tarm IF, inden han blev en del af Herning Elite og senere blev optaget på akademiet.
- Det bliver super fedt at komme tilbage på Tarm Stadion og spille en kamp der. Jeg har snakket med mine venner og familie, som kommer og ser det, så det glæder jeg mig da helt vildt til. Det er min gamle træner Finn (Finn Akselsen, FCM Klubrepræsentant for Tarm IF, red.), som er med til at arrangere kampen, og det bliver sjovt at hilse på ham og de andre, jeg kender derude, fortæller Frederik Heiselberg.
Udover Heiselberg er Tarm IF repræsenteret i FCM ved Andreas Knak, som begynder på akademiet efter sommerferien, og Julius Trabski, som spiller på ATK+ U11.
Tilbage fra skadesperiode
For et år siden blev Frederik Heiselberg som andetårs U19-spiller rykket op i førsteholdstruppen, men to alvorlige skader har spoleret det meste af den forgangne sæson. Fra april var han tilbage og nåede fra april og frem at score ti mål i ti kampe i U19 Ligaen.
- Først var det en brækket fod, og efterfølgende har jeg døjet med ryggen, og det har taget noget tid at komme over. Men nu er jeg tilbage og føler mig godt kørende. Det er en forløsning at kunne spille fodbold igen, lyder det fra Frederik Heiselberg
- Det er en dejlig følelse at være med på fuldt blus her i opstarten. Det er min bedste mulighed i lang tid for at vise mig frem for trænerteamet i lang tid, så nu kører jeg bare på og gør mit bedste til træning. Derfor glæder jeg mig også helt vildt til træningskampen mod OB. Det er jo i kampene, at man virkeligt kan vise, hvad man duer til, tilføjer den unge frontløber.
Det midtjyske mandskab har nu været i gang med opstarten i lidt over en uge.
- Vi har haft en masse gode træningspas med fokus på at komme i form igen. Der er blevet trykket på i forhold til det fysiske, og så begynder vi stille roligt at bygge på med nogle af de taktiske aspekter, hvor vi i denne uge for eksempel har arbejdet en del med vores genpres, forklarer Heiselberg og afslutter:
- Vi glæder os til for alvor at komme i gang med opstarten, hvor kampen mod OB jo er den første test. Det bliver godt at komme i kamp. Vi skal bare ud at give den fuld gas.
Testkampen mod OB spilles på Tarm Stadion lørdag eftermiddag kl. 14.00. Opgøret livestreames på FC Midtjyllands YouTube-kanal, mens en billet til stadion koster 25 kroner.