Samarbejdsklubber
FCM Klubsamarbejdet udvider igen mod syd
FCM Klubsamarbejdet udvider igen mod syd
FCM Klubsamarbejdet har fået samarbejde med flere klubber i det sydlige Danmark...
Siden 2017 har Gauerslund IF været FCM samarbejdsklub, og været det sydligste flagskib i samarbejdet. Henover sommeren 2019 kom så yderligere to klubber til, nemlig Fredericia fF og Fredericia KFUM. Nu er tiden kommet til endnu en klub i området, idet Taulov/Skærbæk IF har valgt at blive medlem af FCM Klubsamarbejdet, og indtræder i det nuværende område 5.
- Vi er i FCM Klubsamarbejdet både glade og stolte over, at Taulov/Skærbæk IF har rakt ud efter vores klubsamarbejde, og vi glæder os til at give klubbens medlemmer mange oplevelser i fremtiden – oplevelser for både bredden og eliten. Hele klubben skal føle sig velkommen, og det er vigtigt for os, at det er følelsen af samarbejde, der er grundlag for dette. I og med at der er endnu en klub i samme område, der vælger at være med i FCM Klubsamarbejdet, betyder det også, at vi fremadrettet har større mulighed for at lægge aktiviteter i området, som kommer alle medlemmerne til gode, siger leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen.
Dialogen er vigtig for os
Vi, FCM Klubsamarbejdet, vil gerne være tæt på alle vores samarbejdsklubber, og her er dialog et vigtig parameter for os. Både dialogen fra os til samarbejdsklubberne, men også samarbejdsklubberne imellem. Netop den gode dialog var også en af de ting, som Taulov/Skærbæk IF hæftede sig meget ved, da FCM Klubsamarbejdet var en tur i Taulov og fortælle, hvad der er at byde på i samarbejdet. Indmeldelsesblanketten blev da også underskrevet inden vi igen var kørt fra Taulov.
- Vi har haft nogle gode snakke på klubledelsesniveau med Gauerslund IF, Fredericia fF og Fredericia KFUM, og er blevet opmærksomme på, hvad et samarbejde kunne give os. Nu har vi hørt endnu mere om, hvad FCM Klubsamarbejdet giver af muligheder, og det er først og fremmest et godt koncept, hvor der også er plads til bredden, hvilket giver vores medlemmer og trænere en masse muligheder. Nogle af vores trænere hørte også om samarbejdet, og var meget begejstrede for det, fortæller formand i Taulov/Skærbæk IF, Elna Schakmann Mathiasen og fortsætter:
- Vi forventer udvikling. Udvikling for trænere, spillere og klubben. Det giver os en masse muligheder, og det betyder meget for os, at samarbejdet går begge veje. Og så må jeg også sige, at det er fantastisk, at der er en åbenhed i, at det hele ikke kun er fodbold, men at der også bliver tænkt over samfundet, fx via FCM SAMFUND Julegaver.
Taulov/Skærbæk IF er en forening, der beskriver sig selv som en god breddeklub. De forsøger at favne og give plads til alle. De har engagerede trænere, som har været der i mange år, mens også de unge spillere er lydhøre overfor at hjælpe til som hjælpetrænere.
I FCM Klubsamarbejdet ser vi nu frem til at kunne komme til at give tilbud til alle Taulov/Skærbæk IF’s medlemmer – ung som gammel, pige som dreng og uanset om man er en dygtig fodboldspiller eller ej.
FCM Klubsamarbejdet involverer hermed 143 samarbejdsklubber. Dermed er netværket nu endnu tættere og endnu stærkere, og det er således endnu engang en understregning af, at FC Midtjylland er HELE regionens hold til glæde for FC Midtjylland, klubberne i FCM Klubsamarbejdet samt vigtigst af alt til glæde for alle børn og unge i Ulveland.