Hæder
FC Midtjylland giver samarbejdsklubber en ekstra gulerod
Indfører lokal kompensationsaftale
FC Midtjylland giver samarbejdsklubber en ekstra gulerod
Indfører lokal kompensationsaftale.
På et bestyrelsesmøde i FC Midtjylland A/S i efteråret 2017, blev bestyrelsen præsenteret for et oplæg som havde titlen ”Lokal kompensationsaftale”.
Oplægget var blevet udarbejdet af FCM Klubsamarbejdets formand for Fodboldudvalget, Michael Koch, og leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, og var lavet som konsekvens af, at FC Midtjylland var begyndt at hente spillere ind på sine hold fra U13-alderen imod tidligere først at have gjort det som U15-spillere. Ikke fordi de syntes, at der var noget galt i det, for de lokale spillere skulle jo gerne gøres dygtige nok til FCM Elitefodboldskole – akademi – Superliga – og international fodbold.
Til gengæld havde de en pointe omkring, at den lille gulerod, som tidligere lå et sted derude, hvor breddeklubberne en sjælden gang kunne komme til alt fra ”at score kassen” til at få en beskeden erkendtlighed for sin talentudvikling, som en konsekvens af de internationale talentkompensationsregler praktiseret ud fra FIFA-regler, nu praktisk talt var borte.
Oplægget var derfor et forslag til, at FC Midtjylland indførte nogle ekstra interne foranstaltninger, gældende overfor samarbejdsklubber, som er med til at levere spillere til FC Midtjylland.
FC Midtjyllands bestyrelse i arbejdstøjet
Oplægget er sidenhen blevet vendt og drejet en del i bestyrelsen – ikke fordi man ikke syntes om oplægget, men bestyrelsen ville gerne have, at man kom til at give et skulderklap til både medspillere og trænere fra de samarbejdsklubber, som leverede spillere til FC Midtjylland og i særlige tilfælde ville bestyrelsen i FC Midtjylland også gerne kunne belønne selve klubben.
Det har derfor taget noget tid at nå frem til den endelige løsning, men på søndagens repræsentantskabsmøde i FCM Klubsamarbejdet kunne administrerende direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, så fortælle de fremmødte FCM Klubrepræsentanter om den endelige ”Lokale kompensationsaftale”, som man har ladet træde i kraft her fra dette sommervindue. En lokal kompensationsaftale, som både honorerer medspillere, trænere, klubledere og klubkasse alt efter hvilken hylde de lokale FC Midtjylland-spillere agerer på – men også en model, som Claus Steinlein udtrykte det, kun gælder, når regnskabet i FC Midtjylland indeholder sorte tal (og det gør det forhåbentligt altid), men ellers vil det være uansvarlig ledelse.
Indholdet i den lokale kompensationsaftale, lyder således:
Når spillere hentes fra FCM samarbejdsklub til FCM Elitefodboldskole (U13-U15)
- FCM inviterer alle drengespillere og trænerne fra spillerens årgang i den pågældende klub til en kamp på MCH Arena, hvor FCM er værter med en stadionplatte til alle.
Dette kommer i denne sæson til at gælde for årgang 2007 i:
- Ikast FC, Ringkøbing IF, Lemvig GF, Holstebro Boldklub, Struer Boldklub, Brande IF, Tarm IF, Ådum I&U, Mejdal-Halgård Fodbold
Når en spiller indgår sin første akademikontrakt med FC Midtjylland
- Følger de gældende nationale regler.
- OG i forbindelse med kontraktindgåelsen inviteres et bestyrelsesmedlem, FCM Klubrepræsentanten og en tidligere træner med.
- Hele klubben inviteres endvidere til en kamp på MCH Arena.
Dette kommer i denne sæson til at gælde for følgende klubber:
- Ikast FC, Vildbjerg SF, Vinderup IK, FS Holstebro, Brande IF
Hvis en akademispiller bliver Superligaspiller i FC Midtjylland
- Når en spiller opnår sin 10. kamp i startopstillingen i en officiel kamp for FCM, udbetales samlet kr. 25.000,- til spillerens tidligere klubber (beregnet ud fra antal halvsæsoner i klubberne, hvis denne har spillet i mere end én).
Undtagelsesvist havde FC Midtjyllands bestyrelse valgt at lade dette gælde med tilbagevirkende kraft fra efteråret 2017, hvor bestyrelsen blev præsenteret for det første oplæg. Det betød, at følgende klubber modtog en check fra FC Midtjylland:
Vind IF fik kr. 10.000,- for udvikling af Alexander Munksgaard
Vinding UIF fik kr. 6.667,67 for udvikling af Alexander Munksgaard
Vildbjerg SF fik kr. 8.333,33 for udvikling af Alexander Munksgaard
Aulum IF fik kr. 25.000,- for udvikling af Rasmus Nicolaisen
Hvis en akademispiller sælges fra FC Midtjylland til anden dansk klub
- Her laves ingen tiltag.
Hvis en akademispiller sælges fra FC Midtjylland til udenlandsk klub
- FCM følger de internationale regler, der er fastsat fra FIFA.
- Herudover kr. 50.000,- pr. 1 mio. euro spilleren sælges for, som er til fordeling blandt de samarbejdsklubber (beregnet ud fra antal halvsæsoner i klubberne) spilleren har spillet i indtil spilleren er skiftet ind til FCM.
Undtagelsesvist havde FC Midtjyllands bestyrelse i et vist omfang valgt at lade dette gælde med tilbagevirkende kraft fra efteråret 2017, hvor bestyrelsen blev præsenteret for det første oplæg. Det betød, at følgende klubber modtog en check fra FC Midtjylland:
Ikast FC fik kr. 100.000,- for udvikling af Andreas Poulsen
Brande IF fik kr. 100.000,- for udvikling af Rasmus Nissen Kristensen
Lad os bare sige, at alle FCM Klubrepræsentanter mildest talt tog flot imod den store gestus fra FC Midtjylland, som i den grad viser, at man i FC Midtjylland virkelig mener det, når man siger, at man er HELE regionens hold og at man værdsætter sine rødder. Smilene hos de klubber, som enten kunne gå hjem med en check eller oplevelser, som ligger og venter på sine medlemmer, var nok størst – til gengæld, så er der måske i dag endnu flere klubber, som drømmer om en dag at opfostre en spiller, som kan indgå i FC Midtjylland.