I FCM Klubsamarbejdet har hvert et medlem en unik betydning. Derfor arbejder FC Midtjylland hver eneste dag for at gøre Klubsamarbejdets tilbud attraktivt for enhver, der har et ønske om at være en del af det unikke fællesskab.

Ikke desto mindre må Klubsamarbejdet til sommer sige farvel til Taulov/Skærbæk IF, Fredericia KFUM, Fredericia fF og Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening, der i stedet bliver en del af et nyt setup etableret af FC Fredericia.

Udmeldelsen bunder dog ikke i det indhold, FCM Klubsamarbejdet tilbyder, fortæller repræsentanter for både Fredericia fF og Taulov/Skærbæk IF:

– Overordnet set har vi været utroligt glade for samarbejdet. Vi har altid kunne komme på besøg i FC Midtjylland, hvad enten det har været til kampe eller for at få hjælp og sparring. Det har givet en masse muligheder, og det har været dejligt at mærke den ambitiøse og professionelle tilgang, der altid er blevet givet i Klubsamarbejdet, siger Jesper Kongsted, formand i Fredericia fF, og fortsætter:

– Desværre må vi sande, at der geografisk er for langt fra os til FC Midtjylland, for at det for alvor kan hænge sammen i daglig praksis. Derfor er vi kommet frem til en fælles forståelse for, at hvis FC Fredericia kunne lave et lokalt setup på noget tilsvarende, ville det være noget, vi burde tilslutte os. Vi skilles derfor som venner efter mange års godt samarbejde.

Elna Schakmann Mathiasen, formand for Taulov/Skærbæk IF’s fodboldafdeling, fortæller følgende:

– Vi er ærgerlige over at melde os ud, fordi vi har haft et fantastisk samarbejde. Især vores trænere har brugt inspirationen gennem Klubsamarbejdet i både daglig praksis, ligesom de arrangementer, som har fundet sted, har været særdeles brugbare.

– Den her beslutning er bestemt ikke noget, vi er glade for, men for os har det givet mest mening. Særligt spillerne har skulle køre langt for at komme til licenstræninger, og derfor hænger det ikke længere sammen for os.

STIGENDE MEDLEMSTAL
FCM Klubsamarbejdet tæller i dag 146 klubber, og antallet af medlemmer er fortsat støt stigende. Derfor er det heller ikke hverdag, at klubber melder sig ud, men snarere at flere kommer til.
De mange positive meldinger fra samarbejdsklubberne betyder også, at leder af Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, tager afsked med de fredericianske klubber med sindsro.

– Vi har haft et virkelig godt samarbejde med de fire klubber i Fredericia-området. Personligt har jeg også nydt at være sammen med fodboldlederne dernede fra, som både er positive og løsningsorienteret. Både dem og os har gjort alt for at kunne støtte hinanden bedst muligt, og det har været et supergodt samarbejde, fortæller Tommy Jensen og fortsætter:

– Der er ikke noget at gøre ved, at de ønsker at prøve noget nyt, og vi anerkender klubbernes ønske om at støtte projektet i Fredericia. Vi ønsker dem alt det bedste fremover.

De fire klubber fortsætter i FC Midtjylland-regi indtil den 1. juli 2023, ligesom de alle er inviteret til fejringen af FCM Klubsamarbejdets 25 års jubilæum den 10. juni på MCH Arena