Akademi
AKADEMIET FÅR TILGANG AF TALENTFULD MIDTBANESPILLER
Den 15-årige midtbanespiller, Emil Linde, skifter til FC Midtjylland fra FS Holstebro. Nu glæder han sig til at tage det næste skridt som fodboldspiller.
Emil Linde er en 15-årig midtbanespiller, som har en fortid i Holstebro Boldklub, Mejrup GU og sidenhen FS Holstebro. I fremtiden skal han folde sig ud for FC Midtjylland, hvor han bliver en del af det midtjyske akademi.
Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?
– Det betyder utroligt meget for mig at have skrevet under på den her kontrakt. Det har været min drøm, siden jeg startede med at spille fodbold, så det er noget, der gør mig både glad og stolt.
Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?
– Jeg vil gerne forbedre mit pres, så jeg ikke tøver men smadre igennem i stedet for at trække mig. Samtidig har jeg en ambition om at forbedre min fart, så jeg bliver hurtigere på de første ti meter. Det er to ting, der vil være med til at gøre mig til en endnu bedre fodboldspiller.
Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?
– Min største drøm er at få Superligadebut for Midtjylland. For at lykkes med det, skal jeg udvikle mig til at blive den bedste udgave af mig selv på banen. Samtidig har jeg også en drøm om en dag at komme på A-landsholdet. Det vil være stort.
Hvilken professionel fodboldspiller minder en smule om dig – og hvorfor?
– Her vil jeg pege på den centrale midtbanespiller, Declan Rice, som spiller i West Ham og på det engelske landshold. Han er rolig på bolden, teknisk god, arbejder hårdt defensivt og har en evne til at fordele kuglen succesfuldt rundt til sine medspillere, lyder det fra Emil Linde.
Akademichef Flemming Broe siger følgende om Emil Linde:
– Vi er utroligt glade for at tilknytte Emil, som besidder nogle af de ting, vi vægter særdeles højt i form af træningsparathed og lærevillighed. Samtidig har han en god fysik, som han fortsat har mulighed for at forbedre yderligere.
– Selvom han er en defensiv spiller, er han også dygtig i det offensive spil fremad banen. Han har en fin grundteknik og en solid pasningsfod, ligesom han er taktisk velfunderet og kommer godt rundt på banen.
– Han har via sin flotte udviklingskurve i FS Holstebro og DBU-samlinger nu gjort sig fortjent til en kontrakt på akademiet, fortæller Flemming Broe.