Samarbejdsklubber
FCM FODBOLDKVINDERNE PÅ TRÆNINGSRUNDTUR I SAMARBEJDSKLUBBER
Tirsdag den 24. september var FCM Kvinderne for første gang på turné i Ulveland. De 9 klubber, der i første runde fik besøg af spillerne fra FCM´s 1. divisionshold, var ikke tilfældigt udvalgt. De var nemlig alle sammen børne- og ungdomsklub for spillere, der i dag er en del af FCM´s kvindehold i 1. division.
”På vegne af Brande IF vil vi sige tusinde tak for besøget – det har været en helt vild fantastisk oplevelse for pigerne i klubben, som alle gik hjem med det største smil på læben. Og hvis FCM-spillerne Freya, Line og Fie kommer til træning med ømme fingre, så er det fordi de brugte 40 min at skrive autografer, det var både på papir, trøjer, fodboldstøvler og meget andet ..”
”Pigerne fra Linde Boldklub nød dagen og fik efterfølgende autografer på trøjer, sokker og hvor de nu lige syntes det kunne pynte. Borbjerg/Skaves fodboldpiger var inviteret med til at deltage i træningen, og trods efterårets regn og rusk havde alle en sjov dag”.
Brande IF og Linde Boldklub var to af 9 klubber i FCM Klubsamarbejdet, der tirsdag d. 24. september havde besøg af spillere fra FC Midtjyllands kvinder i 1. division. De øvrige 7 klubber var Sunds IF, KLG, Tim GIF, Snejbjerg SG&I, Tjørring IF, Mejrup GU og Spjald IF.
”Kæmpe oplevelse. Tænk sig at spille mod FCM-piger og måske tage bolden fra dem - eller bedre endnu score mod dem”. Sådan lød det fra U11 pigerne i Tim GF, ovenpå en skøn træning, som naturligvis blev afsluttet med autografskrivning og fælles fotografering.
Thomas Hammelev Larsen er leder af FCM Kvindefodbold og FCM Klubsamarbejdet. Han fortæller om baggrunden for FCM-kvindernes deltagelse i træningen i samarbejdsklubberne: ”Klubtræningerne med deltagelse af FCM-spillere fra øverste hylde har længe været en stor succes på herresiden, og selvfølgelig skal samme koncept rulles ud på kvindesiden”.
De 9 klubber, der i første runde fik besøg af spillerne fra FCM´s 1. divisionshold, var ikke tilfældigt udvalgt. De var nemlig alle sammen børne- og ungdomsklub for spillere, der i dag er en del af FCM´s kvindehold i 1. division.
” Fremadrettet vil gælde de samme muligheder, som gælder på herresiden”, fortæller Thomas Hammelev Larsen, ”og det betyder, at interesserede klubber sender ansøgning til FCM Klubsamarbejdet, som derefter udvælger de heldige klubber, som får besøg af de dygtigste FCM-kvinder”.
Fodboldpigerne i Sunds IF havde også en herlig oplevelse med træningsbesøg af engagerede FCM-kvinder: ”Tak til Marina, Ida og Julie for Jeres evige tålmodighed ved selfie-tagning og autografskrivning efter træning. I har alle tre lige fået ca. 30 nye fans”.
Ud over nogle skønne og lærerige træningstimer, blev det også uddelt billetter til FCM-kvindernes debutkamp på MCH Arena lørdag d. 5. oktober, hvor mange tribunepladser vil være besat med pigespillere fra de 9 klubber.
Vi giver Snejbjerg SG&I det sidste ord: ”Det blev en stor oplevelse for små hjerter fra Snejbjergs pigehold. Tak til Molli og Ida-Sofie for besøget, tak for Jeres tålmodighed ved autografskrivning og tak for at sætte stjerner i pigernes øjne”.