FCM-licenstræning
Lys i en mørk Coronatid
Lys i en mørk Coronatid
Videomøder og Facetimesamtaler med flere end 600 børnespillere og deres forældre.
FCM Klubsamarbejdet lavede et tiltag i uge 2, hvor vi i den efterfølgende periode ville i kontakt med alle de piger og drenge, som er tilmeldt henholdsvis FCM-licenstræning eller TOPcenter. Dette er i skrivende stund 605 spillere.
Kontakten skulle ikke blot være en fælles SMS eller mail. Nej, vi ville lave et videomøde eller telefonsamtale med alle familier á ca. 10 min. varighed. En ret stor opgave, men som altid, når der er brug for hjælp, træder de mange gode folk, som er omkring de tre nævnte træningstilbud virkelig i karakter og løfter i flok.
- I løbet af de første par dage blev alle FCM-licenstrænerne samt årgangstrænerne på TOPcenter kontaktet, så de kunne uddelegere videre ud til de øvrige trænere i de enkelte grupper, som består af i alt 21 drengelicens-, 6 Pigelicens- og 9 TOPcentergrupper. Dagligt fik jeg beskeder retur fra klubber, trænere og forældre, som var meget taknemmelige for initiativet, som deres barn og de som familie virkelig satte pris på, fortæller FCM TOPcenter- og licensansvarlig Jesper Sigen.
- Det vi primært havde fokus på i de mange snakke, var trivsel, og om fodboldglæden stadig var intakt. Hvis der ikke blev selvtrænet, så blev der snakket indhold og planer for at komme mere i gang med denne del. Generelt var mange i gang selv, men nogen var også udfordret på ideer eller faciliteter. Fælles for alle var, at de både savnede deres venner fra FCM-licens- eller TOPcentertræningen og trænerne, beretter jesper Sigen.
Mange sjove drejninger på samtaler
De mange samtaler bragte FCM folkene vidt omkring og her kommer et udpluk af nogle af de sjove drejninger samtalerne tog.
- Én af drengene fortæller, at han har fået nye indendørssko og om træneren vil se dem. Selvfølgelig bliver der svaret gennem skærmen. Skoene bliver hentet. De var flotte og ikke brugt ret meget i den indendørsfodboldløse tid. Trænerens hund gør pludselig voldsomt, og han fortæller, at han har fået hund. Spilleren spørger, om han må se hunden. Denne bliver indfanget og vist over Teams. Så bliver der snakket om hunde det næste stykke tid. – En dejlig snak, der også viser, at nye og stærkere relationer til hinanden er blevet opbygget.
- Ved U12 pigerne fra syd er der gået sport i at udfordre hinanden i vinterbadning. Flere er sprunget i det iskolde vand – sågar med is på (som de lige slog hul i først). Flere har fået lokket forældrene med i søen, hvilket også har givet et stærkere forældresammenhold.
- En anden skøn historie er, at 2 piger fra henholdsvis Skjern GF og Ringkøbing IF har trænet virtuelt med hinanden gennem lang tid og nu også duellerer i, hvem der kan tage flest jongleringer. Pt. ligger de tæt med henholdsvis 400 og 360 i fri jonglering.
- Jeg må som FCM TOPcenter- og licensansvarlig virkelig bøje mig i støvet over den store indsats de mange – faktisk rigtig mange – trænere har ydet i dette tiltag, bravo. Trænerne har meldt ind, at det var en rigtig god ide og at tiden virkelig var givet godt ud, for de savner ligesom spillerne også snart at komme i gang igen, fortæller Jesper Sigen.
- Slutteligt vil jeg blot opfordre til, at man holder humøret oppe, får sig rørt, holder kontakt med vennerne gennem skærmen m.m. Derudover en ekstra stor opfordring til, at alle regionens børn og unge får sig tilmeldt vores nyeste initiativ ”Fra samarbejdsklub til Superliga”, hvor man ved tilmelding, fremadrettet ugentligt i denne periode får tilsendt et træningsprogram inkl. en udfordring fra en Superligaspiller. God fornøjelse, slutter Jesper Sigen.