C1-træner: Første step på vejen mod UEFA C-træneruddannelsen

DBU C1-træner er første trin i den UEFA godkendte C-træneruddannelse målrettet børne- og ungdomstrænere. 

Kurset tager udgangspunkt i træneren som hjælper for spilleren, så hun/han lærer at løse spillet på egen hånd. Du bliver en bedre træner af at øve dig i at være træner. Derfor vil du tidligt i forløbet blive involveret på banen under praktikken, som udgør en stor del af det samlede kursus.

Kurset har stort fokus på de pædagogiske redskaber og værktøjer, du som træner kan bruge for at lave en god træning.

Optagelseskriterier
Du skal være fyldt 13 år inden uddannelsesstart.

Formål
På C1 får du blandt andet viden om:

  • Fodbold som et kaosspil, der skal løses (af spilleren)
  • Det gode fodboldmiljø – træning og kamp
  • Principper og aftaler
  • Individet som person og som fodboldspiller
  • Når træneren hedder far eller mor
  • Forudsætninger for udvikling og læring
  • Trænerens egen adfærd
  • Observation
  • Læringsværktøjerne “stop/frys” og “vis–forklar–vis”

Varighed
10 timers kursus fordelt på én times forberedelse som onlineundervisning, 8 timers fremmøde (to gange af fire timer) og én times refleksionsmodul online.

Mødepligt
Der er ingen eksamen, men der er krav om 100% fremmøde på kurset. Hvis kursisten udebliver delvist, vil det ikke være muligt at få et kursusbevis. Det vil ligeledes ikke være muligt at færdiggøre kurset på andre hold.

Kompetence og bevis
Gennemførelse af kurset giver mulighed for at benytte titlen ”DBU C1-træner”. Kursisten modtager et DBU C1-trænerbevis efter endt forløb, såfremt kurset er gennemført uden fravær. DBU C1-træner er et nødvendigt grundlag for optagelse på DBU C2-træner.