Bliv klogere på begreberne

I gennemgangen af de forskellige øvelser er der brugt en hel del gloser, som den enkelte måske kan være i tvivl om, hvad der menes med. Derfor denne begrebsafklaring, så alle ved, hvad der menes med de forskellige gloser...

1. berøring langs jorden

Flad pasning
- Indersideaflevering langs græsset.

Retningsbestemt 1. berøring
- En retningsbestemt 1. berøring, er en 1. berøring, som styrer enten mod højre eller venstre, afhængigt af hvad man vil med sin næste berøring.

1. berøring yderside
- Idet bolden kommer til spilleren, tager spilleren sit støtteben op på siden af bolden, og samtidig tages en 1. berøring med ydersiden, ca. ved lilletåen.
- Der skal låses/spændes i fodledet, når spilleren tager 1. berøringen.
- Laves 1. berøringen eks. med højre ben, skal den efterfølgende pasning også laves med højre ben.
- Det er vigtigt, at det er ydersiden der rammer bolden, og ikke bolden der rammer ydersiden.
- Tyngdepunktet skal være lavt, og kroppen over bolden idet der tages 1. berøringen.

1. berøring inderside
- Idet bolden kommer til spilleren, placerer spilleren sit støtteben lidt bag bolden, og samtidig tages en 1. berøring med indersiden, midt på indersiden af foden.
- Der låses/spændes i fodledet, når spilleren tager 1. berøringen.
- Laves 1. berøringen eks. med højre ben, skal den efterfølgende pasning laves med venstre ben.
- Det er vigtigt, at det er indersiden der rammer bolden, og ikke bolden der rammer indersiden.
- Tyngdepunktet skal være lavt, og kroppen over bolden idet der tages 1. berøringen.

Jonglering

Skiftende legemsdel
- Med skiftende legemsdel menes, at tager man fx 2 løft med højre vrist, så skal der startes forfra. Der skal således hele tiden skiftes imellem højre og venstre ben og/eller berøringer med forskellige legemsdele.

Fri jonglering
- Med frie jongleringer menes, at man gerne må bruge den samme legemsdel flere gange i træk.

Vendebanen

Jay Jay Okocha-vending
- Støttebenet placeres en smule bag- og ved siden af bolden
- Herefter trækkes bolden med fodsålen ind under modsatte ben, som er på vej frem.
- Så drejes kroppen efter boldens retning, i ca. 90 grader fra startpositionen
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Ydersidecut
- Støttebenet placeres på siden af bolden.
- Det modsatte ben føres hele vejen over bolden, således der cuttes (slås) i bolden med ydersiden i modsatte retning.
- Dette sker imens kroppens drejes samme vej.
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Indersidecut
- Laves indersidecuttet eksempelvis med højre ben, placeres venstre ben på højre side af bolden.
- Herefter drejes der i hele hoften, samtidig med at der cuttes med højre inderside i modsatte retning.
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Van Nistelrooy
- Laves Van Nistelrooy-vendingen eksempelvis med højre ben, sparkes der henover bolden med højre ben, som en sparkefinte.
- Efterfølgende skal hoften og kroppen drejes retur, og samtidig skal der cuttes med højre yderside i modsatte retning
- Når man laver sparkefinten, skal man overdrive bevægelse, og lægge vægten på støttebenet inden cuttet laves.
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Drejefinte
- Laves drejefinten med eksempelvis med højre ben, sparkes der henover bolden med højre ben, som en sparkefinte.
- Efterfølgende skal hoften og kroppen drejes retur, og samtidig skal der cuttes med venstre inderside i modsatte retning.
- Når man laver sparkefinten, skal man overdrive bevægelsen, og lægge vægten på støttebenet inden cuttet laves.
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Cruyff
- Støttebenet placeres på siden af bolden
- Modsatte ben føres hen foran bolden, og med det samme cutter man bolden ind under kroppen med det nederste af storetåen i modsatte retning.
- Laves Cruyff med højre ben, drejes der mod venstre, således der kan sættes af med venstre ben, straks efter cuttet.
- Idet der cuttes i bolden skal tyngdepunktet være lavt

Hæl
- Støttebenet placeres på siden af bolden
- Modsatte ben føres hen foran bolden, og med det samme cutter man bolden med hælen ind under kroppen.
- Der skal cuttes med det nederste af hælen.
- Laves hæl-vendingen med højre ben, drejes der mod venstre, således der kan sættes af med venstre ben, straks efter cuttet.
- Idet der cuttes i bolden skal tyngdepunktet være lavt

Spring på bold
- Der trædes på bolden med eksempelvis venstre ben, imens støttebenet er placeres en smule bag- og ved siden af bolden
- Nedslaget med venstre fod skal være foran bolden, således al vægten placeres på dette ben.
- Herefter cuttes der med højre yderside i modsatte retning
- Tyngdepunktet skal være lavt

Pasninger

Førstegangspasning
- Der sparkes til bolden på den første berøring.

Finte

Laudrup
- Støttebenet placeres en smule bag bolden
- Der trædes på bolden med den ene fodsål
- Kroppen roterer herefter 180 grader enten med eller mod uret, afhængig af hvilket ben, der trædes på bolden med. Trædes der eksempelvis på bolden med højre, roteres der mod uret. - I det rotationen er gennemført, trækkes bolden med ind under kroppen med modsatte fodsål i modsatte retning.
- Kroppen roterer herefter igen 180 grader, således spilleren har front samme vej, som han havde inden finten blev lavet.
- Tyngdepunktet skal være lavt, og armene skal bruges til at bevare balancen.

Husmandsfinte
- Støttebenet placeres en smule bag- og ved siden af bolden
- Der sparkes rundt om bolden (med uret, hvis højre ben) med sparkebenet, uden at have kontakt med bolden, således vægten og kroppen er på vej i den modsatte retning.
- Herefter cuttes der med det andet bens yderside i en vinkel på 45 grader.
- Tyngdepunktet skal være lavt, således man kan lave vægtforskydning, mellem sparket rundt om bolden og cuttet.

Dobbelt husmandsfinte
- Støttebenet placeres en smule bag- og ved siden af bolden
- Der sparkes rundt om bolden (med uret, hvis højre ben) med sparkebenet, uden at have kontakt med bolden, således vægten og kroppen er på vej i den retning.
- Herefter sparkes der endnu en gang rundt om bolden (mod uret). Denne gang med modsatte ben.
- Herefter cuttes der med det første bens yderside i en vinkel på 45 grader.
- Tyngdepunktet skal være lavt, således man kan lave vægtforskydning, mellem sparkene rundt om bolden og cuttet.

Jay Jay Okocha
- Støttebenet placeres en smule bag- og ved siden af bolden
- Herefter trækkes bolden med fodsålen ind under modsatte ben, som er på vej frem.
- Så drejes kroppen efter boldens retning, i ca. 45 grader fra startpositionen
- Tyngdepunktet skal være lavt.

Van Nistelrooy
- Støttebenet placeres en smule bag -og ved siden af bolden.
- Laves finten med højre ben, sparkes der hen over bolden med højre ben, således modstanderen tror man går mod venstre.
- Straks efter cuttes der med højre yderside mod højre i en vinkel på 45 grader.
- Tyndepunktet skal være lavt.

Cristiano
- Imens der dribles med bolden, springes der, så støttebenet er placeret ved siden af og foran bolden.
- Laves finten med højrebenet, cuttes der samtidig med højre inderside ind under det fremadgående støtteben i en vinkel på 45 grader.
- Der er vigtigt, at finten er én bevægelse, hvor springet og cuttet kommer stort set samtidigt.
- Tyngdepunktet skal være lavt.