Tirsdagsholdet er Ringkøbing IF’s DNA
Hvad er det, der gør en klub? På den jyske vestkyst er et godt bud 22 modne mænd, som hvert eneste år vinder fiduspokalen for frivilligt arbejde.
Af Flemming Linnebjerg
flemming@linneogco.dk
Det er en almindelig dag i Ringkøbing, måske lidt grå i sit udtryk, og der er absolut ingen indikationer på, at der venter en ekstraordinær festdag.
Det skulle da lige være på Fasers Led, hvor Ringkøbing IF modtager tusindvis af magasiner med historier om og med mennesker, der på den ene eller anden måde har relationer til den vestjyske klub.
På parkeringspladsen foran klubhuset tager formand Peder Sørensen imod de frisktrykte magasiner, og han konstaterer hurtigt, at tre paller proppet med tunge magasiner er en uoverskuelig opgave for én mand, hvis det skal klares, inden børnebørnene får kørekort.
Alle magasiner skal slæbes ind i klubhuset i ly for vind og vejr, så formanden ringer rundt for at søge hjælp, og på de kanter, i den situation, rettes opmærksomheden straks mod Tirsdagsholdet.
Få minutter senere står to af medlemmerne, Jens ”Englænder” Rindum og Jens ”Fisker” Christensen, ved siden af pallerne.
Vi er på en egn, hvor kælenavne klistrer til folk, men Jens Christensen har nu aldrig været fisker, han var typograf, og Jens Rindum går under navnet Englænder, fordi han tidligere gik i shorts uanset temperaturen.
Sammen med Peder Sørensen eksekverer de hurtigt – alle magasiner kommer under tag – og scenariet er et glimrende billede på, hvor stor en muskel frivilligt arbejde er.
I Ringkøbing IF har stort set alle 22 medlemmer af Tirsdagsholdet en aktiv fortid i klubben, men de er der stadig, selv om de er modne.
De slår græs og kridter baner. De samler affald og tømmer skraldespande. De fjerner ukrudt og sprøjter for alger. Engang fjernede de træer for at give plads til den nye tribune, og i samme ombæring fjernede de også lige den gamle ståtribune. De opsatte rammer af træ til sponsorskilte rundt om Green Arena, de skiftede loft og malede efter ombygning af klubhus, de malede også de nye omklædningsfaciliteter, de monterede stolene på ØSB-tribunen, og de står bag pølseteamet til alle hjemmekampe.
Plus det løse. Og alt det andet.
Hvis Tirsdagsholdet ikke gjorde det, blev det ikke gjort, og de gør det af ren kærlighed til klubben.
De forlanger ikke så meget andet end muligheden for at være sammen og gøre nytte til gavn for klubbens medlemmer samt gæster, og de garnerer det hver tirsdag med morgenmad, kaffe og måske en lille skarp.
De dyrker livslange venskaber, de fortæller røverhistorier, som kun bliver bedre med tiden, og de vil ikke høre tale om, at de gør noget specielt.
For dem er det ganske naturligt at give noget tilbage til den klub, som har givet dem så meget.
Tirsdagsholdet tog sin begyndelse, da tidligere formand og nuværende æresmedlem Mogens Skaaning Madsen blev frivillig byggeleder i forbindelse med flere byggerier, blandt andet ØSB-tribunen og kunstbanen, og der kom hurtigt andre gode folk til.
- Jeg begyndte at spille fodbold i RIF i 1964, så jeg kender naturligvis rigtig mange mennesker, og det var forholdsvis enkelt at skaffe folk til de forskellige opgaver i klubben, husker Mogens Skaaning Madsen.
- Da vi var ved at være færdige med nybyggerierne, spurgte Jens ”Fisker” Christensen, om vi ikke skulle lave et team, som mødtes én gang om ugen til en kop kaffe og forefaldende arbejde på og omkring stadion. Sådan opstod Tirsdagsholdet, fortæller Mogens Skaaning Madsen.
I begyndelsen var de 10-12 stykker – i dag er de 22 mand – og det sociale fylder mindst lige så meget som de praktiske opgaver, de løser.
De har det godt sammen, de har det sjovt, og de gør uvurderlig nytte, og det sjove kom blandt andet til udtryk, da perfektionisten Mogens Skaaning Madsen var på en velfortjent og sydeuropæisk ferierejse med sin kone Karen.
Hjemme i Ringkøbing stod Tirsdagsholdet for at male klubbens nye sponsorlounge på Green Arena, og på et tidspunkt sendte Tirsdagsholdet et billede til Mogens Skaaning Madsen, hvor det så ud til, at sponsorloungen var malet i blå og hvide striber som klubbens spillertrøje.
Han modtog chokeret billedet, for de blå og hvide striber var i hvert fald ikke det, der var aftalt.
- Tirsdagsholdet grinede deres røv i laser, for det var bare klubfotograf Henrik Olesen, der havde arbejdet lidt i photoshop, fortæller Mogens Skaaning Madsen grinende og tilføjer, at i virkeligheden blev væggene selvfølgelig lige så hvide, som det var planlagt.
For nylig blev Tirsdagsholdets Jens ”Fisker” Christensen udnævnt som æresmedlem af Ringkøbing IF, og typisk for ham blev han overrasket.
I mere end 45 år har han utrætteligt og vedholdende leveret frivilligt arbejde for den vestjyske klub, men han forventer aldrig noget.
Efter seancen, hvor fortjent hyldest ramte ham, havde det været oplagt for ham at give en omgang til Tirsdagsholdet, og det ville Jens ”Fisker” Christensen egentlig også gerne, men der var et lille ”problem”.
- Der var en bane, der skulle kridtes op, så det sørgede jeg selvfølgelig for, og os på Tirsdagsholdet skal nok nå den øl en anden dag.
Tirsdagsholdets bruttotrup i Ringkøbing IF:
Anders Munk, Ebbe Vestergaard, Erik Lauridsen, Finn Hansen, Flemming Jakobsen, Folmer Kallesøe, Jens ”Fisker” Christensen, Jens Osvald Jensen, Jørgen ”Englænder” Rindum, Jørgen Ørskov, Knud Chr. Larsen, Kristian ”Kesse” Pedersen, Mogens Skaaning Madsen, Niels Peder Pedersen, Ole Graversen, Ole Kristensen, Palle Simonsen, Peter Lund Andersen, Poul Carlsson, Poul Jensen, Viggo Nørgaard og William Jakobsen.
Foto: Henrik Olesen