Kommer tæt på egne børn og deres kammerater via fodbold
Morten Jørgensen fra Herning Fremad og Thisted FC’s Torben Ø. Poulsen er til evig tid glade for, at de involverede sig i deres børn og deres glæde ved at spille fodbold.
Af Flemming Linnebjerg
flemming@linneogco.dk
Alt er på plads, da Morten Jørgensen møder frem til første træning.
Han har et stærkt team omkring sig med pædagogiske og praktiske kompetencer, og derfor fokuserer han fuldt ud på det fodboldmæssige i den frivillige trænergerning hos Herning Fremad.
Få minutter efter træningsstart kan han krølle sit nøje tilrettelagte træningsprogram sammen, for Morten Jørgensens søn og flere af holdkammeraterne vil hellere klatre i nettene.
- Det sejlede fuldstændig, siger Morten Jørgensen grinende.
Frustreret ringede han til en god kammerat, som få år forinden stod i samme situation – at skulle starte et hold op med sin egen søn og alle kammeraterne.
- Han fortalte mig, at han havde oplevet præcis det samme.
Artiklen fortsætter under billedet af Morten Jørgensen...
Morten Jørgensen var selv en fremragende og teknisk stærk fodboldspiller med høj spilintelligens, og han indledte sin egen fodboldkarriere i Herning Fremad som 5-årig.
I dag er han både ansat og frivillig i klubben, og langsomt kom der også styr på sønnen og de mange kammerater, som i dag er U19-spillere.
- Jeg gik ind til trænergerningen med ambitiøse planer om at lære drengene en masse, men jeg blev overrumplet af, at de bare ville lege fodbold i begyndelsen, siger Morten Jørgensen.
I dag prioriterer ledelsen i Herning Fremad arbejdet med at klæde klubbens forældretrænere på både fodboldmæssigt og menneskeligt, så de ved, hvad de går ind til, og det er sikkert, at der efter den begyndende leg åbner sig en unik verden med store, fælles oplevelser og venskaber for livet.
- De fleste drenge fra min søns hold spiller heldigvis fodbold endnu, og den der drøm, jeg havde, om at have noget sammen med min søn og hans kammerater, blev til fulde indfriet, slår Morten Jørgensen fast.
Som han siger, danner det frivillige arbejde hele bunden for fodbold – hvis ingen forældre involverer sig, er der ingen fodbold – og investeringen kommer mange gange tilbage, garanterer Morten Jørgensen.
- Som frivillig giver du dit eget barn og kammeraterne muligheden for at lykkes, og derudover står du på forreste række, når nye venskaber skabes og udvikles. Det er helt unikt.
Han sammenligner det frivillige arbejde med at score et vigtigt mål i en afgørende kamp – den følelse er helt fantastisk.
- Når man ser et barn lykkes med en dribling, når en anden scorer sit første mål, når de bryder koden socialt …, det er en kæmpe oplevelse at være tæt på den udvikling og dannelse, siger Morten Jørgensen, som peger på andre og væsentlige gevinster ved at træner sit eget barn.
- Man kommer tættere på sit eget barn, naturligvis, men nok så vigtigt lærer man alle kammerater og venner at kende på en dybere måde, og det samme gør sig gældende med forældrekredsen. Der opstår et fællesskab, det er svært at dyrke på samme måde andre steder, og jeg er så glad for, jeg fik muligheden, selv om første træningsdag med drengene var lidt af en udfordring, lyder det med glimt i øjet fra Morten Jørgensen, som selv er en del af Herning Fremads bestyrelse i selskab med tidligere holdkammerater som Brian Pedersen, Henrik Mikkelsen og Dan Madsen.
- Der kan også bindes en smuk sløjfe på flere af mine første trænere, for de er i dag en del af kridtholdet i Herning Fremad.
Som Morten Jørgensen har Torben Ø. Poulsen også brugt mange af sine år i en fodboldklub – for sidstnævnte er der tale om Thisted FC – og her har han været på sidelinjen hos alle sine tre sønner.
- Lige nu træner jeg den yngste, som er 10 år, og for mig er det helt naturligt at hjælpe til og bakke op om sine børn og den klub, de virker i. Præcis som mine forældre bakkede op, da jeg selv spillede, siger Torben Ø. Poulsen.
Artiklen fortsætter under billedet af Torben Ø. Poulsen og nogle af U10-drengene fra Thisted FC...
Siden 1989 har han været en del af Thy-klubben, først som spiller, i dag som både træner og medlem af klubbens amatørbestyrelse, og som han siger, er der klart flest fordele ved at være tæt på ens børn i en fodboldklub.
- Jeg tror, det spiller en rolle, at ens børn mærker opbakning fra forældrene, og det skaber et specielt sammenhold, også når man ikke er i fodboldklubben. Derudover er det et kæmpe plus at komme tæt på ens børns kammerater – forhold som mange gange varer resten af livet, siger Torben Ø. Poulsen.
Han kalder det en stor gave at tage af sted med 18 fodbolddrenge til en fodboldturnering i en anden by, og den slags oplevelser involverer i høj grad også forældrekredsen ifølge Thisted FC-træneren.
- Én ting er børnene, noget andet er forældrene. Vi forældre kommer jo også tættere på børnene, når man er sammen til for eksempel en fodboldturnering. Efter min mening kan det ikke byttes for penge, siger Torben Ø. Poulsen.
Hos Thisted FC er der et stort ønske om at kunne have en cheftræner ansat for hver årgang, men det kan være vanskeligt at opfylde. Derfor er der fortsat et enormt stort behov for forældretrænere i klubben – specielt i de yngste årgange.
Torben Ø. Poulsen involverer sig også hellere end gerne i denne rolle.
Han holder blandt andet af at føre klubbens værdier ud i verden ude på træningsbanen, og han har en ambition om, at fodboldtræningen og -kampene skal fungere for alle spillere på en årgang – ikke kun de få bedste.
Trivsel og glæde hos alle skal være i fokus
- Jeg er sikker på, at vores ældste sønner i dag er glade for både min og min kones engagement, og det mest fantastiske er, at det både er børn og voksne, som mærker det unikke fællesskab, som udspringer af holdsport.
Hos familien Poulsen bliver der snakket masser af fodbold, en del af snakken handler om Manchester United, hvilket nok primært skyldes bedstefarens indflydelse, forklarer Torben Ø. Poulsen, som glæder sig over de mange oplevelser, fodbold har givet og giver til såvel unge som voksne.
- Tiden kommer jo aldrig tilbage, og derfor er jeg for altid taknemlig over, at jeg har været med på sidelinjen hos alle vores tre drenge. Lige nu er det U10-drengene, og det er vanskeligt for mig at tænke på noget mere livsbekræftende end 30 glade drenge, som bare gerne vil spille fodbold, siger Torben Ø. Poulsen.