Superliga
Tarm IF fylder 125 år: FC Midtjylland spiller træningskamp i Tarm
Fodboldspillerne på FC Midtjyllands Superligamandskab er populære, når de optræder i vante omgivelser på MCH Arena. Men FCM’erne er også velkomne gæster, når de bevæger sig rundt i landet. Sådan er det i Superligaen, og sådan er det, når klubben i juni måned drager på sin traditionelle sommerturne hos en eller flere samarbejdsklubber.
I år foregår turen hos én samarbejdsklub, og dét for at være med til at fejre det store 125 års jubilæum i Tarm IF. Det vil ikke foregå som et traditionelt sommerkampsarrangement, men i stedet en træningskamp mod modstanderne i pokalfinalen nogle uger tidligere, OB, og kampen flyttes altså ud på Tarm IF’s fremragende kampbane. Der vil derfor være rigelig med stjerner at se på, hvis man møder op i Tarm IF lørdag den 25. juni.
I den lokale klub er man utrolig glade over at skulle afholde sådan en kamp:
- ”I Tarm IF glæder vi os helt vildt til at kunne præsentere FC Midtjylland’s Superligahold til træningskamp på Tarm Stadion, som en del af fejringen af klubbens 125 års jubilæum. At skulle præsentere de forhåbentlig kommende Pokalmestre, er en kæmpe ære. At modstanderen er OB, så vi samtidig får en Pokalfinalerevanche, giver kun kampen et ekstra krydderi.
Desuden har vi jo en spiller (Frederik Heiselberg) i FCM’s Superligatrup, som det kunne være fedt at se på sin tidligere hjemmebane”, fortæller Finn Akselsen, der er FCM Klubrepræsentant for Tarm IF.
- ”Som en del af FCM Klubsamarbejdet er det det ypperste at få Superligaholdet på besøg, og det sætter en tyk streg under værdien af at være en del af FCM Klubsamarbejdet, hvor netop samarbejde, udvikling og det at give noget tilbage til hinanden er i højsædet.
Tarm IF og Tarm Idrætscenter vil være garant for at forholdene er helt i top, så rammerne omkring kampen bliver perfekte for både FCM, OB og dommertrioen på en forhåbentlig dejlig sommerdag den 25. juni, slutter Finn Akselsen”.
Også FCM Klubsamarbejdet glæder sig til at komme på tur med regionens hold:
- ”Jeg ved, at vores samarbejdsklubber altid lægger sig i selen for at forestå det bedst mulige event til sådanne arrangementer. Topklubberne i Danmark får større og større krav til eksempelvis baneforholdene, så det glæder mig utrolig meget, at det er lykkes os at få lagt en kamp i Tarm, hvor vi sammen kan være med til at fejre det flotte jubilæum. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver en rigtig god dag – både for Tarm IF og byens borgere, men også for hele Superligatruppen og teamet bag, der glæder sig til at besøge klubben” lyder det fra Lasse Dahl-Hansen, Koordinator i FCM Klubsamarbejdet.
Arrangementet afholdes lørdag den 25. juni, hvor man fra FC Midtjyllands og FCM Klubsamarbejdets side virkelig håber, at folk vil sætte kryds i kalenderen og komme en tur til Tarm for at støtte op om regionens hold!