FCM Klubsamarbejdet laver i indeværende sæson ugentligt træning med flere end 600 drenge og piger fra samarbejdsklubberne. En træning, som lægger ud over den træning, som klubberne selv kan tilbyde børnene derhjemme, en træning hvor man hver især udfordres på det niveau man har på fodboldbanen, men samtidig også en træning hvor den enkelte kan blive udfordret på et niveau, som der måske ikke lige er mulighed for i egen klub.

For drengenes vedkommende er der i Klubsamarbejds-regi tale om træning for U10-U12, hvilket er en stor succes, da det dels er med til at fastholde drengene i fodbolden, dels er med til at dygtiggøre drengene så niveauet i egen klub højnes, dels giver drengene sociale relationer på tværs af klubber og dels udvikler spillere til det videre talentsystem i FC Midtjylland. Det er der tidligere skrevet om her på sitet:

>>FCM TOPCENTRE OG FCM-LICENSTRÆNING ER EN STOR SUCCES<<

>>FCM U13 HAR I HØJ GRAD NYDT GODT AF FCM-LICENSTRÆNINGEN<<

Fagligt kompetent gruppe udvikler nyt træningstilbud
I denne periode arbejder vi i FCM Klubsamarbejdet dog på at udvide fodboldmulighederne for regionens drenge, idet vi pt. kigger ind i mulighederne for i hvert af FCM Klubsamarbejdets 7 licensområder at kunne komme med et træningstilbud til U7-U9 drenge.

For at optimere et sådan træningstilbud mest muligt, så vi sikrer, at det pædagogisk- og læringsmæssigt samt ikke mindst socialt rammer aldersgruppen perfekt, er der nedsat en gruppe med bl.a. Svend Erik Schmidt og Bjørn Holm fra Guldminen, der via mange års erfaring og netop Guldminen har stor erfaring med læring og bevægelse. I gruppen deltager bl.a. også FC Midtjyllands Head of Coaching, Kenneth Andersen – børneudviklingstræner i FC Midtjylland, Jesper Sigen – leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen – samt ikke mindst flere trænere med stor erfaring i at lave god og sjov børnefodboldtræning fra samarbejdsklubberne.

Over tid ønsker vi at supplere denne gruppe med flere personer. Disse personer skal være mænd/kvinder, som har interesse i at blive ansvarshavende FCM-børnetrænere på det nye træningstilbud i ét af FCM Klubsamarbejdets 7 geografiske områder fra sommeren 2021.

Kunne du tænke dig at spille en aktiv rolle i udviklingen af og senere også i afholdelsen af dette nye træningstilbud for U7-U9 drenge et sted i regionen, så bør du læse mere om stillingerne som FCM-børnetrænere her: Fakta om stillingerne som FCM-børnetrænere.

Ansøgningen
Beslutter du dig for at sende en ansøgning, så send den på mail til leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen på tje@fcm.dk.

Du skal som min. vedlægge dit CV – lidt om dig selv – referencer på kontaktpersoner. Ansøgningsfristen er søndag den 10. januar 2021.

Hvis der er spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte:

FCM børneudviklingstræner Jesper Sigen på 60 14 32 74 eller jsi@fcm.dk
Leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen på 25 60 00 75 eller tje@fcm.dk

Enhver henvendelse vil blive behandlet med fuld diskretion. Vi glæder os til at høre fra dig.

FCM Klubsamarbejdet