Samarbejdsklubber
FCM Klubsamarbejdet udvider igen mod syd
I foråret flyttede FCM Klubsamarbejdet sit sydligste punkt til Fredericia. Nu bliver netværket endnu tættere i fæstningsbyen.
FCM Klubsamarbejdet udvider igen mod syd
I foråret flyttede FCM Klubsamarbejdet sit sydligste punkt til Fredericia. Nu bliver netværket endnu tættere i fæstningsbyen.
I foråret var én af de i alt 6 nye FCM samarbejdsklubber Fredericia fF, hvilket betød, at FCM Klubsamarbejdets sydligste grænse på det tidspunkt blev flyttet små 15 km syd på. Nu har endnu en breddeklub i fæstningsbyen valgt at blive en del af FCM Klubsamarbejdet, idet Fredericia KFUM har ansøgt om optagelse.
Selvom Fredericia KFUM i dag er moderklub for FC Fredericia, som FC Midtjylland for godt et år siden indgik et strategisk samarbejde omhandlende de to klubbers respektive seniorelitehold i henholdsvis 3F-Superligaen og NordicBet Ligaen med, så har ansøgningen om at blive en del af FCM Klubsamarbejdet intet med det eksisterende samarbejde at gøre.
- FC Midtjyllands og FC Fredericias samarbejde kører på ét plan. Vores fremtidige samarbejde med Fredericia KFUM kommer til at køre på et helt andet plan, da det er et samarbejde, som giver tilbud til bredden, drengene, pigerne, trænerne etc. i Fredericia KFUM. Det er noget vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen og fortsætter:
- Vi er i FCM Klubsamarbejdet i det hele taget glade for og ikke mindst stolte over, at en klub som Fredericia KFUM, har opsøgt os for at indgå et samarbejde til gavn for medlemmerne i deres klub. Den fysiske afstand til MCH Arena er kun én time i bil fra Fredericia, mens afstanden til mange af de aktiviteter vi laver i FCM Klubsamarbejdet, er endnu kortere. I kraft af den positive dialog vi har haft med bestyrelsen i Fredericia KFUM, så er der dog ingen tvivl om, at afstanden i mindsettet omkring at kunne tilbyde noget til en bred vifte af sine medlemmer, ja så er der stor konsensus imellem Fredericia KFUM og FCM Klubsamarbejdet, og derfor ligger et samarbejde også lige til det så hyppigt omtalte højre ben.
En klub med tradition for samarbejde
Fredericia KFUM er en klub, som for få år siden rundede de 100 år, en klub med 45 hold i alt fra de yngste til de ældste og som endda med et lille pil opad har formået at skabe et stabilt medlemstal.
Fredericia KFUM er samtidig også en klub, hvori man går ind for samarbejde, hvorfor klubben også er en del af FC Ungdomssamarbejdet (elitetræning for ungdomsårgangene i Fredericia), Fredericia KF (dame/pige-samarbejde) og så har man også flere overbygningshold.
- I Fredericia KFUM ønsker vi at skabe de bedste rammer for fodbolden i Fredericia, at skabe muligheder for den enkelte spiller, men også for trænerne og holdene. Derfor vil vi gerne indgå i FCM Klubsamarbejdet. Vi håber og tror på, at samarbejdet med FCM, og de andre samarbejdsklubber i området, vil være med til at styrke de tilbud, der er til vores medlemmer, trænere og ledere. Vi tror kort og godt på, at FCM Klubsamarbejdet vil give os bedre mulighed for fortsat at udvikle Fredericia KFUM, så vi vedbliver at være en attraktiv klub med fodboldtræning og faciliteter, der passer til den enkelte spiller og træner, fortæller klubbens formand David Gulløv.
I FCM Klubsamarbejdet ser vi nu frem til at kunne komme til at give tilbud til alle Fredericia KFUM´ ca. 530 medlemmer – ung som gammel, pige som dreng og uanset om man er en dygtig fodboldspiller eller ej.
FCM Klubsamarbejdet involverer hermed 142 samarbejdsklubber. Dermed er netværket nu endnu tættere og endnu stærkere, og det er således endnu engang en understregning af, at FC Midtjylland er HELE regionens hold til glæde for FC Midtjylland, klubberne i FCM Klubsamarbejdet samt vigtigst af alt til glæde for alle børn og unge i Ulveland.