FCM Elitefodboldskole
FCM U15 er nu halvvejs i efterårssæsonen
Et udbytterigt stævne i Italien var vendepunktet, der siden har givet sejre i alle kampe
FCM U15 er nu halvvejs i efterårssæsonen
Et udbytterigt stævne i Italien var vendepunktet, der siden har givet sejre i alle kampe
Af: Flemming Bjerre
I begyndelsen af august spillede FC Midtjyllands U15 den første kamp i denne sæsons U15 liga. Det blev til et smalt nederlag til AAB, og også den efterfølgende kamp mod Randers blev tabt med et enkelt mål. I begge kampe havde FCM chancer nok til at sikre sejren, men fik ikke scoret på de chancer, de burde.
De første kampe var blevet fremrykket pga. konfirmationer, og da der samtidigt skulle spilles et nyt hold sammen, var de indbyrdes relationer ikke på plads. Der har været en del udskiftning i 16-mands truppen - nogle spillere har forladt klubben, og 5 nye spillere er startet op, herunder 2 fra samarbejdsklubben Ringkøbing IF, som har leveret et flot talentarbejde og gjort 2 nye spillere klar til at spille U15 liga. Udover de 2 nye, har Ringkøbing IF også leveret andre spillere, der er skiftet til FCM på et tidligere tidspunkt.
Efter de første 2 kampe havde FCM en turneringspause på 4 uger, som bl.a. blev brugt til deltagelse i et stævne i Italien. Det var første udlandstur for årgangen, der pga. Corona ikke tidligere har haft mulighed for at prøve kræfterne af i turneringer i udlandet. Det blev en udbytterig tur, hvor relationerne for alvor blev styrket.
Spillerne blev udsat for et mindre kulturchok i den første kamp mod Atalanta, hvor holdet efter 20 minutter var bagud 3-0. Holdet fik kæmpet sig tilbage i kampen og leverede også gode præstationerne i de efterfølgende kampe mod Partizan Beograd og Røde Stjerne.
- Holdet blev for alvor matchet mod nogle af de stærkeste ungdomshold i Europa. Stor ros til holdet, der har haft noget at indhente pga. den manglende erfaring fra kampe mod udenlandske modstandere - men det fik de for alvor rettet op på. Og der blev arbejdet hårdt på at skabe holdets DNA, beretter cheftræner Martin Mark.
FCM U15 sluttede på en 5. plads i turneringen foran flere stærke italienske hold.
5 sejre i træk
Spillerne red på en bølge efter turen til Italien, og det tog de med sig til den hjemlige turnering. I den efterfølgende kamp ude mod Vejle kom FCM U15 bagud med 2-0, men fik med 3 mål i den sidste halve time vendt kampen rundt og sikrede sig en flot 3-2 sejr.
Siden fulgte sejre over Sønderjyske, Silkeborg, Horsens og senest Esbjerg, der i weekenden blev besejret med 4-2. Det har bragt FCM op på en delt 2. plads med 15 points for 7 kampe. Efter udelukkende at have mødt jyske hold, byder de næste kampe på modstandere fra øerne. Først kommer topholdet fra Farum på besøg, og herefter følger kampe mod Brøndby, Lyngby og OB.
Flere af modstanderne har U16 spillere med på holdet, så FC Midtjylland er et af de yngste hold i ligaen. Herudover har 3 af spillerne allerede fået debut på U17-holdet.
- Vi er kommet med et rigtigt stærkt udtryk. Vi har været aggressive i vores pres, offensivt indstillet og har fået scoret mange mål. Der er lavet statistik på U15 ligaen, som fortæller, at FCM er det hold, der har tilladt modstanderne at have bolden i færrest sekunder, fortæller Martin Mark.
- Det er en sulten årgang, der jagter og ikke giver op. Men det er også nødvendigt, at vi skruer et gear eller to op i de næste kampe, hvis vi skal blive ved med at rykke, slutter en veltilfreds Martin Mark.
Holdet har nu en mindre pause - næste kamp er søndag den 24. oktober kl. 15.15, hvor modstanderen som tidligere nævnt er topholdet fra Farum, så der venter en spændende styrkeprøve for de unge ulve.