Diverse
Fra hardcore fan til træner i FC Midtjylland
En fortælling om Kenneth Vonsilds rejse med FCM.
Af: Flemming Bjerre
Der er heldigvis mange, der føler en stor tilknytning til FC Midtjylland, og til den gruppe hører også Kenneth Vonsild. Men Kenneth har nu alligevel taget en lidt anderledes rejse med FCM end de fleste.
Kenneth Vonsild var i 16 år ansat ved forsvaret og er i dag ansat i FCM Samfund. Sideløbende hermed er han licenstræner i FC Midtjylland samt holdleder på FCM U13.
Historien tager sin begyndelse i 1999, hvor FC Midtjylland blev stiftet. Kenneth Vonsild stammer fra Horsens, så hvorfor blev det lige FCM, han kastede sin kærlighed over?
- Jeg havde ikke et større tilhørsforhold til nogen anden klub, og FC Midtjylland tiltalte mig lige fra starten. De stod for noget offensivt og målsøgende spil, og så spillede de i mine yndlingsfarver sort og rød, fortæller Kenneth Vonsild.
Kenneth har med andre ord været med tilbage fra de simple rammer på Ikast Stadion til det nye stadion, hvor han hurtigt fik sin faste plads på endetribunen sammen med de andre hardcore fans.
Store oplevelser som fan
Kenneth blev efterhånden en del af fællesskabet med de andre inkarnerede FCM-fans – og har været en del af gruppen, der stod i bare maver og med tændte romerlys. I starten var det ikke så meget fodbolden, der trak, som det tætte fællesskab han opnåede i fanmiljøet, hvor folk virkeligt støttede op om hinanden.
Vi spurgte ind til, hvilke oplevelser Kenneth husker bedst som fan:
- Det er helt klart det første mesterskab, der blev sikret i Vestsjælland i 2015. Det var virkelig en stor oplevelse, hvor flere voksne mænd græd af glæde over klubbens første titel, fortæller Kenneth.
- Men jeg vil også fremhæve nogle fede udebaneture til Southampton og Manchester. Ja, og så er der kampene mod Viborg, hvor jeg især husker en kamp, hvor Mikkel Andersen reddede et straffe til sidst. Spændingsniveauet og vildskaben hos fansene var helt i særklasse, beretter Kenneth.
Trænerkarrieren tog fart
Kenneth Vonsild var i hans unge dage træner i Odense. Siden flyttede han til Haunstrup, hvor han på ny startede op som træner, men blev hurtigt trukket med til Snejbjerg, hvor sønnen begyndte at spille.
I 2018 startede han på trænerakademiet i FC Midtjylland og blev hjælper under Licenstræner Steen Nielsen i område 4 – og samtidigt tilknyttet FCM U13 som holdleder.
- Det har for mig været et rigtigt godt opbyggende forløb, hvor jeg har suget masser af trænererfaring til mig. Steen hjalp mig med at rykke det sidste stykke, fortæller Kenneth.
Siden sommeren 2020 har Kenneth varetaget funktionen som licenstræner i licensområde 3.
- Jeg vil gerne udvikle mig mere som træner. Den store drøm er at blive Danmarks bedste ungdomstræner. Det kunne være fedt at leve af at være fodboldtræner, fortsætter Kenneth.
FCM Samfund
Kenneth er som tidligere nævnt ansat i FCM Samfund – med den lidt overraskende titel som træner.
FCM Samfund hjælper unge mennesker, der har haft det svært, med at finde et nyt ståsted i tilværelsen. Og Kenneth kan sagtens bruge mange af de egenskaber, han har tillært sig i trænerfaget i FCM. Vi bad Kenneth uddybe, hvad hans rolle er:
- Det kan i høj grad sammenlignes med at være fodboldtræner. Det handler om at vi sammen finder deres talent, som vi hjælper med at dyrke og videreudvikle, fortæller Kenneth.
- Jeg står for den fysiske del af træningen, men fungerer også som coach, hvor jeg kan bruge mange af de kvalifikationer, jeg har opbygget indenfor forsvaret og som fodboldtræner – herunder hvordan vi møder mennesker og motiverer dem, fortsætter Kenneth.
Det har FC Midtjylland betydet
Det er ikke kun tomme ord, når FC Midtjylland kalder sig en familieklub:
- jeg har altid følt mig taget godt imod i FCM. Der er et stort fællesskab i klubben, akkurat som jeg også oplevede det på fansiden. Jeg har fået lov at blive udfordret og har udviklet mig meget, fortæller Kenneth.
- FCM er min familie nr. 2, og jeg har et superfedt job et superfedt liv, slutter Kenneth Vonsild.
Vi glæder os til at følge de næste skridt i Kenneths rejse med FCM.