Akademi
HÅRDTARBEJDENDE 6’ER SKRIVER FØRSTE KONTRAKT
Den hårdtarbejdende defensive midtbanespiller, Lasse Egholm Madsen, skriver under på sin første kontrakt med det midtjyske akademi.
Den 15-årige midtbanespiller, Lasse Egholm Madsen, skriver under på sin første akademiaftale i FC Midtjylland. Han har en fortid i Ikast FC.
Nedenfor sætter talentet ord på kontrakten, der har været en vigtig målsætning i den fortsat korte karriere.
Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?
– Det betyder utroligt meget for mig at skrive under på den her kontrakt, fordi jeg altid har fulgt klubben og været fan, siden jeg startede med at spille fodbold. Og så er det også bare stort for mig og en milepæl at skrive under på den her kontrakt, fortæller Lasse.
Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?
– Jeg ønsker at blive bedre i det fremadrettede spil, endnu bedre på bolden samt hårdere i mine dueller.
Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?
– Mine ambitioner for fremtiden er først og fremmest at komme på førsteholdet og spille fast der. Hvis vi ser længere ud i fremtiden, handler det om at komme til udlandet og spille i en europæisk topklub.
Hvilken professionel fodboldspiller lader du dig inspirere af – og hvorfor?
– Mit største idol er Cristiano Ronaldo, fordi han er enormt disciplineret og har været en af verdens bedste fodboldspillere i utroligt mange år, afslutter Lasse.
Akademichef Flemming Broe siger følgende om Lasse Egholm Madsen:
– Vi er glade over, at Lasse har valgt at skrive under på sin første kontrakt med FC Midtjylland. Han er en målrettet spiller, der altid er træningsparat, dygtig defensivt og hård i sine dueller. Samtidig er han teknisk dygtig med primært sit højreben. Vi ser frem til fortsat at arbejde med ham, fortæller Flemming Broe.
Stort tillykke med den første kontrakt, Lasse