MASSER AF FODBOLDTRÆNING TIL MASSER AF FODBOLDSPILLERE I FCM KLUBSAMARBEJDET

Tilslutningen og opbakningen til de træningstilbud, som FCM Klubsamarbejdet står bag, når nye højder.

Hver uge træner 761 spillere sammen med 82 trænere rundt omkring i regionen – lige fra Nordthy i nord til Billund i syd, og fra Brædstrup i øst til Rindum i vest.

”Det er fantastisk at tænke sig, at der hver uge er så mange børn, der benytter mulighederne for ekstra træning ud over den træning, som de modtager i hjemklubberne”, fortæller Thomas Hammelev Larsen, leder af FCM Klubsamarbejdet.

Han forsætter: ”Det gør mig glad og stolt – og blandt andet bider jeg mærke i at hele 172 piger deltager i Topcenter-træningen og licenstræningen. Det lover godt for opbakningen til FC Midtjyllands kommende involvering i pige- og kvindefodbolden”.

Den ugentlige træning suppleres med træningskampe og deltagelse i stævner, hvor de 6 licensområder spiller kampe mod hinanden.

De mange træningstimer sørger i sagens natur for masser af fodbold til de mange fodboldglade børn, som tilmed får masser af nye bekendtskaber og kammerater.

”Vi forsøger at holde en høj kvalitet i træningen”, fortsætter Thomas Hammelev Larsen, ”og vi forsøger at understøtte de mange trænere med træningsprogrammer, inspiration og uddannelse – særligt i forhold til de mange forældretrænere, men også i forhold til de mere erfarne trænere. Dermed sætter vi fokus på at udvikle den enkelte spiller, samtidig med at det stadig skal være sjovt”.

Vi har samlet et udpluk af tilbagemeldinger, der kommenterer de ugentlige træninger.

Tanja Bulig (forælder til Maja Bulig, U13 Pigelicens): ”Det har været et godt supplement til klubtræningen med et ekstra træningspas og nye spillere man kan måle sig med. Alle vil gerne være med til at lære noget, så vi får altid en glad og motiveret datter hjem. Det har været sjovt for pigerne at få nye bekendtskaber på tværs af klubberne. Et nyt fodboldfællesskab som de også dyrker, når de mødes i klubregi til stævner både indendørs og udendørs."

Victor Kjærgaard Husted (spiller, U11 Drengelicens): ” Det er sjovt at træne om fredagen, men især licensstævne og matchday til træning er det fedeste".

Troels Vad (Centeransvarlig og træner for U11 Pigelicens): "Vores Pigelicenstræning er det vigtigste for os trænere. Vi prioriterer at hæve pigernes niveau, og give dem nogle redskaber de kan bruge i deres daglig træning i klubben. Samt vil vi ønske at skabe relationer mellem pigerne, selvom man ikke kommer fra den samme klub."