Samarbejdsklubber
Med IF Nordthy til hjemmekamp mod Vejle
Der blev hurtigt samlet en busfuld af spillere og forældre fra Nordthy, der også leverede dagens boldhentere under kampen.
Af: Flemming Bjerre
IF Nordthy havde til hjemmekampen mod Vejle den 6. august fyldt en bus med forventningsfulde spillere og forældre. I Nordthy har de en nyetableret erhvervsklub, og med deres hjælp blev der skaffet en bus, så deltagerne alene skulle betale et mindre beløb for turen. Selvom det var midt i ferien, gik det hurtigt med at fylde bussen, så 30 børn og 24 voksne spændte kunne tage turen til FC Midtjyllands kamp mod Vejle.
Der blev handlet ind til den store guldmedalje i Ulveshoppen, så alle var klar til at yde den bedst mulige støtte til holdet på banen - og det lykkedes meget godt, må man sige. Det blev til en flot sejr til FCM på hele 4-1, så der var nok at glæde sig over på lægterne.
- Det var en drøngod tur. Det giver bare et virkeligt godt sammenhold at tage på en fælles tur sammen. Ikke kun blandt spillerne, men også mellem forældre og ledere. Og så er sådan en tur kun med til at gøre båndene til FC Midtjylland stærkere, udtaler Mikkel Toft fra IF Nordthy.
Boldhentere fra IF Nordthy
For flere af deltagerne blev det en ganske særlig tur, da U13-holdet leverede de 10 boldhentere til kampen.
- Det var en kæmpe oplevelse for dem. Det er bare noget, de vokser af, fortæller Mikkel Toft fra IF Nordthy.
Mikkel kunne samtidigt fortælle, at klubben oplever en medlemstilgang, specielt på pigesiden, hvor man virkeligt kan mærke, at FC Thy - Thisted Q for alvor har markeret sig som et af landets bedste kvindehold. Og det har smittet af på interessen blandt pigerne for at spille fodbold.
Det er altid en fornøjelse, når samarbejdsklubberne møder op på stadion for at støtte de lokale helte. Og mon ikke, det også blev en rigtig fin tur hjem til Thy efter den flotte kamp og de mange oplevelser fra turen og stadion.