NYTÅRSHILSEN FRA THOMAS LARSEN: TILBAGEBLIK PÅ ET HEKTISK ÅR

Thomas Hammelev Larsen tiltrådte som leder af FCM Klubsamarbejdet i november 2023, og benytter nytåret til at se tilbage på de første 14 måneder i jobbet.

”Det har været en lang række af super-spændende, udfordrende og afvekslende dage siden jeg startede i FCM Klubsamarbejdet”.

Thomas Hammelev Larsen har haft travlt siden han i november 2023 satte sig i lederstolen i FCM Klubsamarbejdet.

”Jeg køber jo 110 pct. ind på hele idégrundlaget bag FCM Klubsamarbejdet”, fortæller Thomas Hammelev Larsen, ”så jeg har haft hænderne fulde med at lære klubber og nøglepersoner at kende, samtidig med at deltage i planlægning og afvikling af de mange aktiviteter, som FCM Klubsamarbejdet står i spidsen for”.

Han er tilfreds med den første tid. ”Sammen med mine FCM-kollegaer synes jeg faktisk at vi har et flot aktivitetsniveau, hvor de mange samarbejdsklubber kan vælge mellem rigtigt mange muligheder og tilbud”.

Repræsentantskabsmøder og Områdemøder er blandt de highlights, som Thomas Hammelev Larsen hæfter sig ved. ”Det har været skønt at møde dedikerede klubfolk fra de mange fodboldklubber i regionen”, fortæller han. ”Det har været vigtigt for mig at lære disse gode mennesker at kende og at vise ægte interesse for alle de ting og aktiviteter, som foregår ude i klubberne”.

Og netop det at have hænderne i mulden er vigtigt. ”Jeg har forsøgt at være aktiv deltager træninger, camps, stævner osv., hvor jeg har mødt masser af glade børn, trænere og forældre.

En vigtig del af FCM Klubsamarbejdets mange tilbud handler om muligheden for klubbesøg fra FC Midtjylland. Og Thomas Hammelev Larsen har gjort nogle erfaringer ”Jeg har set med egne øjne, at når spillerne fra FC Midtjyllands superligatrup, akademispillere og kvindespillere deltager i fællestræning ude i klubberne, skaber det kæmpestore oplevelser, som fodboldbørnene husker i lang tid”.

Året 2024 blev også året, hvor Thomas Hammelev Larsen var med til en nyskabelse i paletten af FCM Klubsamarbejdets tilbud til samarbejdsklubberne, nemlig premieren på FCM Mini League.

”Sideløbende med etableringen af den nye fanzone på MCH Arena, arbejdede vi i FCM Klubsamarbejdet på etablering af en mini-arena, hvor vi i forbindelse med FCM-hjemmekampe arrangerer et mini-stævne, kaldet FCM Mini League”, fortæller Thomas Hammelev Larsen. ”Vi oplever en dejlig stor interesse for at deltage – faktisk i et omfang, så vi opererer med ”ansøgning” og ikke ”tilmelding” fra interesserede klubber”.

Thomas Hammelev Larsen afrunder sin nytårshilsen. ”Jeg ønsker et godt nytår til alle spillere, trænere, ledere, forældre osv. i alle samarbejdsklubber i FCM Klubsamarbejdet. Tak for Jeres deltagelse og samarbejde omkring de mange tiltag og aktiviteter, som vi søsætter, og jeg glæde mig til et fortsat godt og positivt samarbejde i 2025”.