Møder
REPRÆSENTANTSKABSMØDE I FCM KLUBSAMARBEJDET: 125 KLUBREPRÆSENTANTER MØDTES I DREAM99
Søndag d. 27. oktober var en særlig dag i FCM Klubsamarbejdet. Både fordi det var dagen hvor det årlige repræsentantskabsmøde løb af stablen, men især fordi det var første gang at årsmødet blev afholdt på FC Midtjyllands nye domicil Dream99 i Ikast.
Thomas Hammelev er daglig leder af FCM Klubsamarbejdet, og han var derfor vært ved repræsentantskabsmødet. ”Søndag d. 27. oktober var en hektisk dag i FCM Klubsamarbejdet. Ved siden af repræsentantskabsmødet afviklede vi samme dag Keeper-Daycamp i Sunds IF, og på MCH Mini Arena mødtes 8 hold i U9 Drenge til Mini League stævne op til søndagens superligakamp mellem FCM og AGF”.
Dagen derpå glæder Thomas Hammelev Larsen sig over en vellykket dag på alle fronter, hvor FCM-sejren på 2-0 i superligakampen naturligvis også tæller med, og han glæder sig også over et vellykket repræsentantskabsmøde med 125 klubrepræsentanter fra 83 klubber i FCM Klubsamarbejdet, der tæller i alt 139 klubber.
Kent Falkenvig blev traditionen tro posten valgt som dirigent, og han styrede med sikker hånd repræsentantskabsmødet på plads.
Michael Koch, Brande IF, er formand for klubsamarbejdet. ”FCM Klubsamarbejdet har igen i det forgangne år haft et meget højt aktivitetsniveau, der illustrerer på bedste vis de mange fordele, som deltagelsen i FCM Klubsamarbejdet medfører”, lød det bl.a. fra Michael Koch.
Derefter fulgte regnskabsgennemgang og valg til diverse udvalg, samt en præsentation af Dream99, Ikast Complete og de spændende faciliteter i området.
Peter Sand er en del af direktionen i FC Midtjylland, og han lagde også vejen forbi repræsentantskabsmødet, hvor han bl.a. fortalte om hans rejse fra fodboldverdenen til det almindelige erhvervsliv og tilbage til fodbolden igen.
Jonas Dal Andersen har den flotte titel som Head of FCM Nigeria. Han fortalte om samarbejdet med FC Ebedei og FCM Akademiet i Nigeria, og med vanlig humoristisk stil tog han mødedeltagerne med til eksotiske oplevelser i det afrikanske land. 16-årige Josef fra FC Ebedei rundede indlægget af med at fortælle med egne ord om sine fodboldoplevelser i Nigeria og i Danmark.
Også FCM Kvindefodbold skulle naturligvis have spotlight, og Thomas Hammelev Larsen berettede om opstarten og udviklingen af FCM kvindefodbolden.
Hædringer er en fast bestanddel af repræsentantskabsmøderne, og i år var ingen undtagelse:
”Årets Klubrepræsentant” gik til Johnny Hansen fra MorsØ FC.
”Årets Uddannelsespris” gik til Mejdal-Halgård Fodbold.
”Årets Samarbejdsklub” gik til Lemvig GF.
De flotte og fortjente hædringer vil blive yderligere omtalt i særskilte nyhedsartikler.
Desuden var der rosende ord til de mange klubber, som det seneste år har leveret spillere til FC Midtjyllands pige- og drengeakademi samt leveret spillere til diverse udgaver af FCM-ungdomshold. Som altid vil disse klubber blive oplistet på FCM Klubsamarbejdets hjemmeside.
”Som sagt var det en hektisk dag for FCM Klubsamarbejdet, men også en dejlig og vellykket dag”, afrunder Thomas Hammelev Larsen, der sender en stor tak til alle de mange mødedeltagere for opbakningen til klubsamarbejdet i FC Midtjylland.