Spøttrup Motion & Sport

I dag stod 55 forventningsfulde glade drenge og piger fra Spøttrup Motion & Sport, klar til at modtage Superliga- og akademispillere fra FCM. Emiliano Martinez (midtbane), Nicholas Beetson (målmand) og Theis Bøndergaard (forsvar) fra FCM indfriede til fulde denne forventning og leverede en super træning der både bød på opvarmning, teknik, 1 vs. 1 dueller, kamp og straffespark - alt sammen på et niveau hvor alle kunne være med, selv os trænere fra Spøttrup.

Som afslutning fik de mange piger og drenge mulighed for at få autografer, holdfotos og selfies med de gode spillere fra FCM. Spøttrup Motion & Sport, fodbold, spillere og forældre siger tak for en virkelig skøn aften med masser af "glad" bold.


Linde B.
I dag havde Linde Boldklub besøg af tre FCM spillere, som kom og trænede klubbens U12 piger, U12 drenge og U15 drenge. Det drejede sig om Andreas Nibe, Sander Evjen-Brostrøm og Charles som kom med godt humør og entusiasme og inspirerede pigerne og drengene. Solen skinnede over boldbanerne og alle Linde spillere blev udfordret, samtidig med de hyggede sig gevaldigt i selskab med FCM spillerne, som tydeligvis også have stor fornøjelse af besøget.

Da træningssessionen var vel overstået stillede FCM spillerne velvilligt op til spørgsmål, fotos og skrivning af autografer. Det var altså en stor oplevelse for ungdomsspillerne og en aften de vil have i erindringen i lang tid fremover.

Linde Boldklub vil gerne sige mange tak for besøget og håber vi kan være heldige igen at drage fordel af FCM Klubsamarbejdet til at få besøg af FCM spillere til kompetent og humørfyldt træning i vores ungdomsafdeling.


Hammerum IF
Vores U11 Drenge og U11-12 Piger havde i dag en ikke helt almindelig træning...-

De normale trænere var skiftet ud med Oliver Sørensen fra FCM's superligahold og de 2 FCM-akademispillere Mikel Krüger-Johnsen og Marcus Nielsen. For Marcus var det et gensyn med den hjemmebane, hvor han spillede sine første mange fodboldkampe, inden han som U13-spiller skiftede til FCM.

Børnene havde en skøn dag med de 3 unge FCM-spillere, og der blev trænet fodbold med masser af smil på læben, og koncentrationen var måske lige lidt større i dag end ved en normal træning!

Efter træningen var det tid til autografskrivning og selfies med FCM-spillerne.

Tusind tak til Marcus, Oliver og Mikel for at give vores U11 Drenge og U11-12 Piger en uforglemmelig træning!


MorsØ FC
En helt fantastisk dag hos MorsØ FC, da Paulinho, Julius Voldby Rosenberg Hansen og Timothy Kristian Kongsbak besøgte klubben onsdag den 21/9-22

Der var spænding hos de cirka 55 spillere fra U11, U12 og enkelte U13 drenge, og energien fejlede ikke noget, da træningen startede.Der var tempo over hele linjen, og der blev blev vist flotte pasninger, driblinger og ikke mindst mål.

En stor dag for alle drengene, som fik autografer og selfies med de 3 FCM spillere, inden de sagde tak for i dag, og trillede mod det midtjyske igen.

TUSIND TAK FOR BESØGET – HILSEN MORSØ FC